Teater

Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Broom icon.svg Oprydning
Denne artikel trænger til en oprydning for at opnå en højere standard. Du kan hjælpe Wikipedia med at den.

Teater er

1) En kunstart 2) Den bygning hvor dramatiske værker opføres 3) Synonym for skuespil eller forstillelse i hverdagen ('det rene teater')

Teater er en 2500 år gammel kunstart, der i sin vestlige udgave har sin oprindelse i oldtidens Grækenland, hvor skuespillere på en scene fremstiller begivenheder i dialog, kropssprog og handlinger foran et publikum. Den sceniske fortælling hedder drama, et ord der har sin rod i verbet 'at handle'. En forestilling kan også indeholde eller helt bestå af sang, dans, pantomime, tableauer, video- og filmindslag mm.

Mange af teatrets dramatiske værker er litteratur, men et teaterstykker er ikke primært skrevet for at læses, men for at ses. Først med levende skuespillere, kostumer, scenografi, lyde, lys osv. kan dramatikerens hensigt anes.

Teaterkunsten har som anden kunst været igennem en konstant udvikling de sidste 2.500 år. I dag betragtes teater som underholdning, og det er ikke kun for professionelle skuespillere, men også en hobby for hundredvis af amatørskuespillere. Teatrets funktion i det 21. århundrede er en frit tilgængelig legeplads end en flere tusinde år gammel kult.

Der stilles i dag store krav til de statsstøttede teatres repertoire, der er grundlag for kunstens videre udvikling og inspirationskilde for landets amatørteatre og teaterforeninger. Der lægges vægt på, at dokumentation i form af manuskripter og notater er offentligt tilgængelige. Det og instruktions- og undervisningsbøger findes i Dramatisk BibliotekDet Kongelige Bibliotek.

Teatrets historie

Det Græske Drama

Det klassiske græske teaters opbygning. Ordet teater har navn efter tilskuepladserne: Teatron

Skuespillet som kunstform udsprang bl.a. af en festceremoni for guden Dionysos i oldtidens Grækenland. Her fejredes frugtbarheden med et optog gennem byen, som sluttede på byens amfiscene, "Dionysostemplet". Her spiste alle et stort festmåltid og deltog i fremførelsen af skuespil. Publikum var en stor del af forestillingen, idet det svarede på skuespillernes replikker. Andre kilder var den mundtlige overlevering af de store episke heltedigte som fx Homers Odysseen og Iliaden. Den første skriftlige kilde er fra 532 f. Kr. Her er skuespilleren Thespis nævnt og er den første skuespiller i verdenshistorien, vi kan sætte navn på.

Et af de mest markante græske teatre der har overlevet siden oldtiden ligger i Epidaurus i Grækenland. Det har plads til 15.000 tilskuere og en enstående akustik: hvis man stryger en tændstik midt på scenen kan det høres på samtlige tilskuerpladser!

Der er er ingen skriflig overlevering af teksterne i det 5. årh. f.Kr., men det er der fra det 4. årh. : en lang række tragedier, komedier og satyrspil. Hvert stykke blev kun spillet en gang som led i en trilogi: tre sammenhængende fortællinger med temaer fra den græske mytologi. Trilogierne indgik i konkurrencer om at vinde prisen for bedste tragedie. Skuespillene varede fra morgen til aften og afsluttedes af et satyrspil, en art grotesk overdreven tragikomedie, i vore dage ville vi måske benævne det en burlesque.

Tragediegenren største forfatternavne er Aeschylus ( Orestien), Euripides ( Medea), og Sofokles ( Kong Ødipus). Komedien er stort set kun bevaret gennem Aristofanes stykker ( Lysistrate m.fl.) Komedieforfatteren Menander blev inspiration for den romerske komedie. Mere om disse og andre værker i artiklen Græsk Litteratur.

For at kunne høre skuespillernes tale på det store amfiteater med tusindvis af tilskuere, brugte skuespillerne masker med en tydelig karikering af ansigtstrækkene og en slags tragt ved munden, som forstærkede skuespillerens tale.

Den romerske komedie

Romerne overtog den græske teatertradition, men lagde hovedvægten på det underholdende gennem udvikling af komedien. Den romerske komedie blomstrede omkring vor tidsregnings begyndelse hvor bl.a. komedieforfatterne Terents og Plautus lagde grunden til en tradition, der via commedia dell'arte, Moliere og Holberg rækker helt frem til nutiden.

Mysteriespillene

Den katolske kirke var ikke glad for teatret. Men i middalalderen var teater så populært på markedspladserne, at de gejstelige opførte store skuespil med bibelsk indhold på pladsen foran kirken. Scenen var som regel opdelt med handlingen centralt placeret og et himmel og et helvede i hver side, hvor de hellige og synderne endte.

Commedia dell'Arte

Harlekin og Columbine på Pantomimeteatret i Tivoli

Commedia dell'Arte var markedsteater, der holdt reminiscenser af den romerske komedie i live. Genren havde et fast figurgalleri af herrer, tjenere, elskende, læger, soldater mm, der blev sat i stadig nye situationer. Det var omrejsende teatergrupper, der spillede pantomimeteater for den laveste samfundsklasse. De forsøgte at provokere aristokratiet ved at mime forestillinger om de forskellige befolkningsgrupper, hvor tjenestefolkene narrede de lærde og rige. Langt de fleste pantomimer handlede om penge og sex og brugte seksuelle undertoner til at fange publikums opmærksomhed – jo rigere karakteren var, jo mere vulgær og afskyelig fremstod han. Det gælder især den gamle købmand Pantalone, som med fremskudt underliv gramser på tjenestepigerne og kommanderer med tjenerne.

Pantomimerne blev spillet på markedspladser, og publikum kunne gå til og fra scenen, hvor det ofte stod og heppede på skuespillerne. Skuespillerne havde som regel den samme rolle i mange år, til de ikke længere passede til rollen og overtog en ældre rolle. Hver rolle havde en række "lazzi" et slags gøglernummer, som kom undervejs i stykket. Det kunne være alt fra at jonglere med æbler til falde-på-halen-komik. Ingen arbejdede med manuskript eller drejebog, men der var lavet en overordnet handlingsskitse – derudover var det ren improvisation. Skuespillere blev betragtet som de allerlaveste i det aristokratiske samfund – på linje med tiggere. I dag spiller de fire mest kendte roller, direkte leveret fra 1500-tallet: Pjerrot (Pagliaccio), Colombine, Harlekin (Arlequin) og Pantalone på Pantomimeteatret i Tivoli og på Dyrehavsbakken.

Læs artiklen Commedia dell'arte.

Det Elizabethanske teater

Det genopbyggede Shakespeare's Globe, Shakespeares teater i London

I slutningen af det 16. årh. og begyndelsen af det 17. blomstrede teatret kraftigt i London. Forfattere som Christopher Marlowe (1564-93), Ben Jonson (1572-1637) og ikke mindst William Shakespeare (1564-1616) forvandlede talrige fiktionsværker såvel som historiske begivenheder til teater og præsenterede dem til et bredt publikums store fornøjelse. De dramatiske værker gjorde flittigt brug af oltidens mytologi og fortællinger, men skabte også et helt nyt fokus: det psykologiske portræt med mennesket i centrum og det religiøse i periferien.

Molière & oplysningstiden

Franskmanden Jean Baptiste Poqeulin – bedre kendt som Moliere (1622-73) – rejste i 1600-tallet Frankrig rundt med sin trup og spillede sine egne skuespil baseret på comedia dell'Artens persongalleri. Moliere beherskede suverænt komedieformen ( Scapins rævestreger og Den gerrige), men gik langt videre end at underholde: visse af hans forestillinger Don Juan og Tartuffe, der balancerede på kanten af det komiske og det bidske, ramte så præcist tidens dobbeltmoral, at Moliere blev forvist fra Paris.

Moliere blev forbillede for det teater Ludvig Holberg (1684-1754) skabte på Grønnegadeteatret i København i 1720'erne og havde i det hele taget stor indflydelse på de europæiske scener. Inspiration ses tydeligt hos de italienske komedieskrivere Carlo Gozzi (1720-1806) og Carlo Goldoni (1707-93).

I Tyskland byggede Gotthold Ephraim Lessing (1729-81) videre på Molieres teater og førte det ind i oplysningstiden.

Den tyske romantik

Johan Wolfgang von Goethe og Schiller.

Naturalismen

I slutningen af 1800-tallet begyndte teatergængere at efterspørge et mere realistisk drama, der kunne spejle den voksende borgerlige klasse og dens verdensbillede. Dagligstuedramaet voksede frem ved norske Henrik Ibsen (1828-1906) og svenske August Strindberg (1848-1912) og var især kendetegnet ved en yderligtgående realisme, der bl.a. kom til udtryk gennem skuespillernes opretholdelse af den fjerde væg. Det vil sige, at skuespillerne spillede som var området mod publikum dækket af en imiginær dagligstuevæg.

Det 20. århundrede

Indenfor i Teatro Romea i Murcia i Spanien.

Det tyvende århundrede er kendetegnet ved et væld af nye teaterformer, der afløser hinanden stadig hurtigere: århundredet begynder med symbolistiske dramaer som August Strindbergs 'Et drømmespil' og den belgiske dramatiker Maeterlincks værker; efter 1. verdenskrig opstår i Berlin i 1920'erne det politiske teater, hvis kendteste repræsentanter er Vsevolod Meyerhold (1874-1940), Bertolt Brecht (1898-1956) og Erwin Piscator (1893-1966); fra USA kommer to betydningsfulde retninger: det musikalske drama musicalen samt den psykologiske realisme repræsenteret ved bl.a. nobelprismodtageren Eugene O'Neill & Tennessee Williams; i 50'erne blomstrer i Europa det absurde teater hvis hovednavne var Samuel Beckett ( Vi venter på Godot), Harold Pinter & Eugene Ionesco. Mod slutningen af århundredet opløses de snævre genrer og talløse eksperimenter finder sted. Det medfører at et stadigt stigende antal forskellige former finder vej til scenen og hver enkelt forestilling tenderer nu mod at være sin egen genre og definere sin kontrakt med publikum på sine egne betingelser – en udvikling der er fortsat ind i det 21. årh.

Andre sprog
Alemannisch: Theater
አማርኛ: ቴያትር
aragonés: Teatro
العربية: مسرح
ܐܪܡܝܐ: ܒܹܐܡܵܐ
مصرى: مسرح
asturianu: Teatru
azərbaycanca: Teatr
تۆرکجه: تئاتر
башҡортса: Театр
Boarisch: Theata
žemaitėška: Tētros
беларуская: Тэатр
беларуская (тарашкевіца)‎: Тэатар
български: Театър
বাংলা: মঞ্চনাটক
བོད་ཡིག: ཟློས་གར།
brezhoneg: C'hoariva
bosanski: Pozorište
català: Teatre
нохчийн: Театр
کوردی: شانۆ
čeština: Divadlo
kaszëbsczi: Téater
Чӑвашла: Театр
Cymraeg: Theatr
Deutsch: Theater
Zazaki: Tiyatro
Ελληνικά: Θέατρο
English: Theatre
Esperanto: Teatro
español: Teatro
eesti: Teater
euskara: Antzerki
estremeñu: Teatru
فارسی: تئاتر
suomi: Teatteri
Võro: Tiatri
føroyskt: Sjónleikur
français: Théâtre
furlan: Teatri
贛語: 表演
galego: Teatro
گیلکی: تئاتر
Avañe'ẽ: Ñoha'ãnga
עברית: תיאטרון
हिन्दी: रंगमंच
Fiji Hindi: Theatre
hrvatski: Kazalište
Kreyòl ayisyen: Teat
Հայերեն: Թատրոն
interlingua: Theatro
Bahasa Indonesia: Teater
Interlingue: Teatre
Ilokano: Teatro
Ido: Teatro
íslenska: Leiklist
italiano: Teatro
日本語: 演劇
Patois: Tieta
Basa Jawa: Téater
ქართული: თეატრი
қазақша: Театр
ភាសាខ្មែរ: ល្ខោន
ಕನ್ನಡ: ರಂಗಮಂಟಪ
한국어: 연극
Kurdî: Şano
Кыргызча: Театр
Latina: Ars scaenica
Ladino: Teatro
Lëtzebuergesch: Theater
лакку: Театр
Limburgs: Theater
Ligure: Tiatro
lietuvių: Teatras
latviešu: Teātris
олык марий: Театр
македонски: Драмска уметност
മലയാളം: രംഗകല
Bahasa Melayu: Teater
Mirandés: Triato
эрзянь: Театрась
مازِرونی: تیاتر
Napulitano: Tiatro
Plattdüütsch: Theater
Nedersaksies: Theater (keunstvorm)
नेपाल भाषा: दबू प्याखं
norsk nynorsk: Teater
norsk: Teater
Novial: Teatre
Nouormand: Thiâtre
occitan: Teatre
Livvinkarjala: Teatru
Ирон: Театр
ਪੰਜਾਬੀ: ਰੰਗ-ਮੰਚ
Picard: Téïate
polski: Teatr
پنجابی: تھیٹر
português: Teatro
Runa Simi: Aranwa
română: Teatru
armãneashti: Theatro
русский: Театр
русиньскый: Театер
sicilianu: Tiatru
Scots: Theatre
srpskohrvatski / српскохрватски: Teatar
Simple English: Theatre
slovenčina: Divadlo (umenie)
slovenščina: Gledališče
shqip: Teatri
српски / srpski: Позориште
Basa Sunda: Téater
svenska: Teater
Kiswahili: Tamthilia
ślůnski: Tyjater
தமிழ்: அரங்கு
тоҷикӣ: Театр
ไทย: ละคร
Tagalog: Tanghalan
Türkçe: Tiyatro
татарча/tatarça: Театр
українська: Театр
oʻzbekcha/ўзбекча: Teatr
vèneto: Teatro
Tiếng Việt: Sân khấu
walon: Teyåte
Winaray: Tyatro
吴语: 舞臺劇
ייִדיש: טעאטער
Yorùbá: Tíátà
中文: 劇場藝術
Bân-lâm-gú: Hì-kio̍k
粵語: 舞台劇