Sukhoj Su-7

Sukhoj Su-7
15 Red Sukhoi Su-7BKL Russian Air Force (7985659227).jpg
En Su-7BKL på flymuseet Monino nær Moskva
Beskrivelse
Type Jagerbomber
Besætning 1
Jomfruflyvning 7. september 1955
I aktiv tjeneste 1959-90
Udgaver Su-7
Fabrikant Sukhoj (design)
Brugere Sovjetunionen Indien Egypten Irak
Dimensioner
Længde 16,80 m
Spændvidde 9,31 m
Højde 4,99 meter
Vingeareal 34,0 m² m²
Tomvægt 8.937 kg
Maksimal startvægt 15.210 kg
Motor En Lyulka AL-7 F-1 turbojet
Motorydelse 66,6 kN (94,1 kN med efterbrænder)
Tophastighed 2,150 km/h [I højden 1.860 km/t (Mach 1,7) ved havniveau 1.400 km/t]
Ydeevne
Marchhastighed 1.150 km/t (Mach 0,94)
Rækkevidde 1.650 km
Tophøjde 17.600 meter
Stigeevne 160 m/s
Bevæbning
Skyts 2 x 30 mm Nudelman-Rikhter NR-30 kanon
Bomber Op til 2.000 kg på seks fæstningspunkter, typisk anvendt til to ekstra brændstoftanke (650 el. 900 l), to bomber (250 eller 500kg) og to ustyrede S-5 raketter.
Andet Flyet kunne medbringe en 8U69 5-kiloton atombombe under venstre side af skroget.
Specifikationer gælder for Su-7BKL

Sukhoj Su-7 ( russisk: Сухой Су-7) ( NATO-rapporteringsnavn: Fitter-A) er et pilvinget supersonisk kampfly udviklet af det sovjetiske designbureau OKB Sukhoj i 1955. Flyet var oprindeligt udviklet som et taktisk jagerfly, der skulle operere i lav højde, men flyet var mindre succesfuldt i den rolle. En videreudvikling, Su-7B, blev udstyret som jagerbomber og opnåede imidlertid stor succes og blev Sovjetunionens primære jagerbomber og angrebsfly i 1960'erne. Su-7 blev produceret i 1.847 eksemplarer mellem 1957 og 1972 og blev eksporteret til flere lande De fleste producerede eksemplarer var Su-7B varianten.

Su-7 var et robust fly, men blandt flyets ulemper var dets korte rækkevidde og beskedne lasteevne samt flyets forholdsvis høje hastighed ved start og landing. [1] Flyets begrænsninger førte til videreudviklingen Sukhoj Su-17, der var en kraftigere udgave af Su-7 med en række forbedringer, der løste en række af uhensigtsmæssighederne ved den oprindelige Su-7.

Design og udvikling

Oprindeligt Su-7 jagerfly

Efter Josef Stalins død i 1953 blev Sukhoj Designbureau genåbnet [2] og det genåbnede bureau fik sammen med en række øvrige designbureauer til opgave at udvikle et jagerfly, der kunne overgå USA's F-86 Sabre, der under sidste del af Koreakrigen havde matchet og delvist overgået den sovjetiske MiG-15.

Baseret på anbefalinger fra det sovjetiske statslige militærflyagentur, TsAGI, påbegyndte Pavel Sukhoj og de øvrige medarbejdere i sommeren 1953 udviklingen af et design til en pilvinget jagerfly. Den første prototype, S-1, blev designet over den nye Lyulka AL-7 turbojet-motor. Det var det første sovjetiske fly, der anvendte et fuldt bevægeligt haleror og et bevægeligt næseindtag, der kunne regulere luftindtaget ved supersonisk flyvning. [3] Flyets vinger var kraftigt bagudvendte med en vinkel på 60° og flyet var udstyret med nyskabende hydraulisk styret avionik og et katapultsæde udviklet af designbureauet. [2] Parallelt med arbejdet med designet til den pilvingede S-1 arbejdede Sukhoj med et tilsvarende design men med deltavinge, T-1, der siden blev til Su-9/ Su-11.

S-1 fløj første gang den 7. september 1955 med A. G. Kochetkov i cockpittet. Flyet var udstyret med en AL-7 turbojetmotor med efterbrænder. Efter de første 11 flyvninger satte flyet i april 1956 sovjetisk rekord med en hastighed på 2.170 km/t ( Mach 2,04). [3] Prototypen var tiltænkt bevæbnet med tre 37 mm Nudelman N-37 maskinkanoner og 32 spin-stabiliserede 57 mm ustyrede raketter. [3] Den anden prototype, S-2, introducerede nogle aerodynamiske forbedringer. Testflyningerne blev besværliggjort af den upålidelige motor og prototypen S-1 styrtede ned den 23. november 1956, hvor piloten omkom. [2]

Flyet gik i produktion som Su-7 og fungerede som jagerfly. Jagerversionen blev produceret i 1957–1960 og blev produceret i blot 132 eksemplarer. Flyet blev taget i tjeneste i 1959 i Sovjetunionens hærs luftvåben.

Su-7B jagerbomber

Tegning af Su-7

Den 31. juli 1958 anmodede Sovjetunionens militære flykommando (Frontovaya Aviatsiya, фронтовая авиация) Sukhoj om at udvikle en variant af Su-7 til anvendelse som angrebsfly/jagerbomber. Myndighederne havde opgivet videre brug af Ilyushins Il-10 og havde derfor behov for et hurtigt angrebsfly. Den første prototype, S-22, havde indarbejdet en række ændriner, der forbedrede flyets manøvredygtighed ved operation i lav højde med høj hastighed. Prototypen fløj første gang i marts 1959 og blev taget i tjenste i 1961 som Su-7B. [3]

Flyet var efter datidens standard hurtigt og kraftfuldt, men designet med de tynde pilvinger medførte, at flyet krævede lange start- og landingsbaner. Landingshastigheden var 340–360 km/t. [4] De høje hastigheder ved start og landing kombineret med dårligt udsyn fra cockpittet og manglen på et system til instrumentlanding, gjorde flyets håndtering vanskelig, særlig i dårligt vejr eller ved dårlige baneforhold. [5]

I 1961-1962 eksperimenterede Sukhoj ved prototypen S-25 med at lede dele af motorens udstødning gennem vingen (såkaldte "blown flaps") for at give bedre opdrift ved start og landing, men systemet var for kompliceret og fordelene for små til at systemet blev indført. I stedet testede Sukhoj startraketter ( JAKO's (Jet-Assisted Take Off)) på S-22-4, hvilket viste sig mere effektivt og systemet blev introduceret med Su-7BKL.

Efterfølgende forsøg på at forbedre egenskaberne ved start og landing førte til udviklingen af Sukhoj Su-17, der bl.a. havde variabel pilgeometri.

Andre sprog
العربية: سوخوي سو-7
català: Sukhoi Su-7
čeština: Suchoj Su-7
Deutsch: Suchoi Su-7
English: Sukhoi Su-7
español: Sukhoi Su-7
فارسی: سوخو -۷
suomi: Suhoi Su-7
français: Soukhoï Su-7
עברית: סוחוי-7
हिन्दी: सुखोई एसयू-7
hrvatski: Suhoj Su-7
magyar: Szu–7
Bahasa Indonesia: Sukhoi Su-7
italiano: Sukhoi Su-7
日本語: Su-7 (航空機)
ქართული: სუ-7
Bahasa Melayu: Sukhoi Su-7
Nederlands: Soechoj Soe-7
polski: Su-7
português: Sukhoi Su-7
română: Suhoi Su-7
русский: Су-7
slovenčina: Suchoj Su-7
slovenščina: Suhoj Su-7
српски / srpski: Сухој Су-7
svenska: Suchoj Su-7
українська: Су-7
Tiếng Việt: Sukhoi Su-7