Presidents' Trophy

Presidents' Trophy er et trofæ der årligt gives til det hold i National Hockey League (NHL) som opnår flest point i grundspillet.

Historie

Trofæet blev introduceret ved starten af sæsonen 1985-86 af ligaens bestyrelse.

Vinderen af Presidents' Trophy er garanteret fordel af hjemmebane i evt. syvende og afgørende kampe igennem hele slutspillet. På trods af denne fordel er det kun sket 6 gange at vinderen af Presidents' Trophy også vandt Stanley Cuppen samme sæson.

I den såkaldte Original Six æra blev Prince of Wales Trophy uddelt efter samme kriterier som man i dag uddeler Presidents' Trophy. Fra 1967-68 til og med 1980-81 sæsonen blev Prince of Wales Trophy givet til vinderen af Eastern Division (Wales Conference fra 1974) og Clarence S. Campbell Bowl blev tilsvarende givet til vinderen af Western Division (Campbell Conference fra 1974). I denne periode blev der ikke givet noget trofæ til det bedste hold i hele ligaen og i perioden fra 1981-82 til og med 1984-85-sæsonen blev der slet ikke uddelt noget trofæ idet Prince of Wales Trophy og Clarence S. Campbell Bowl fra sæsonen 1981-82 blev givet til de hold der vandt slutspillet i de respektive Conferencer (og dermed kvalificerede sig til Stanley Cup-finalen.) Fra 1985-86 sæsonen blev Presidents' Trophy indført.

Det eneste hold der har vundet Presidents' Trophy mere end to gange er Detroit Red Wings som har vundet trofæet 6 gange. Det bør dog nævnes at Montreal Canadiens er sluttet først i grundspillet hele 21 gange, omend holdet ikke har præsteret dette i tiden efter Presidents' Trophy's indførelse. Detroit er sluttet først 18 gange og Boston Bruins har opnået dette 12 gange.

Andre sprog