Pinsebevægelsen

Searchtool.svg Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Pinsekirke, Lublin

Pinsebevægelsen er en verdensomspændende kristen karismatisk vækkelsesbevægelse, der opstod først i 1900-tallet og lægger stor vægt på nådegaver som tungetale, helbredelse og profeti, som Helligånden forlener de troende med. Pinsebevægelsen har i dag mindst 250 millioner tilhængere, heraf flest i Latinamerika, Afrika og Asien. På dansk grund kendes pinsebevægelsen primært fra de to frikirkesamfund, Pinsekirken og Apostolsk Kirke.

Historie

Selve navnet pinsebevægelsen, leder opmærksomheden hen på Helligåndens komme som den er beskrevet i Apostlenes Gerninger:

”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.” Apg. 2:1-4

Dette skriftsted er på mange måde selve kerne af pinsebevægelsen. Pinsen er den kristne højtid, hvor man fejrer at Helligånden udrustede apostlene til tjeneste. Pinsebevægelsen anser sig for at være den ”anden pinse”, idet at Helligånden igen skal komme over de troende og udruste dem til tjeneste på jorden. Skriftstedet berør også en del af de teologiske emner og begreber som kendetegner pinsebevægelsen.

Charles Parham

Charles Parham (1873-1929) var en omrejsende prædikant fra Kansas, som havde trukket sig fra Metodistkirken i 1895. I 1895 havde Parham en religiøs oplevelse, hvor han mente at han blev helbredt fra gigt. Dette ledte til en prædikantvirksomhed, som især centrede sig om Heligånden, helbredelse, og Guds meget konkrete indgriben i en troendes liv. Fra hans hjem i Kansas, åbnede Parham en bibelskole, hvor han underviste i helbredelse, vækkelse, og Åndens dåb.

Parham udviklede sine teologiske synspunkter hen ad vejen. Hans bibelskole havde 35 studerende, og han en dag bad han dem om at finde beviser i det Nye Testamente for Åndens dåb. Hans studerende kom til den konklusion at det ydre tegn på åndsdåb, var at den troende kunne tale i tunger. På den baggrund, bestemte Parham sig for at forsøge at blive i stand til at tale i tunger, og begyndte at afholde bønnemøder sammen med hans studerende, hvor han bad om Åndens dåb, og evnen til at tale i tunger. Den 1 januar 1901 blev en af Parhams studerende, ved navn Agnes Ozman i stand til at tale i tunger. Parham opfattede hendes tungetale som et konkret sprog, og var overbevist om at hun talte kinesisk. Parham intensiverede sin virksomhed som omrejsende prædikant, og begyndte at prædike til forskellige kristne møder i USA. I 1905 toppede Parhams karriere; og flere eftersigende skulle flere tusinde mennesker have oplevet åndens dåb, og tungetale gennem Parhams møder. Parham afholdte i 1906 en tre måneder lang bibelskole i Houston, Texas. Her sad en elev, som senere skulle få stor betydning for pinsebevægelsen, nemlig Willam James Seymour. Parhams teologi skulle få stor betydning for den nordamerikanske pentekostalisme; blandt andet at han lagde så stor vægt op at tale i tunger, og så tungetalen som tegn på åndens dåb. Parham var dog af den opfattelse, at tungetale var et konkret talt sprog (xenolalia), og ikke et fonetisk usammenhængende sprog (glossolalia). Han opfattede tungetalen som et tegn på de sidste tider, som skulle være med til at bibringe budskabet om Jesus snarlige genkomst til jorden. Parhams forbindelser med pinsebevægelsen blev dog præget af en vis mængde modstand. Parham forsøgte at udøve kontrol over Azusa Street vækkelsen (1906) som hans elev, Willam Seymour kom til at stå i spidsen for, men dette mislykkedes dog. Parham blev også beskyldt for homoseksualitet i 1907, selvom dette aldrig blev bevist. På grund af disse hændelser, mistede Parham en stor del af hans tilhængere, og endte med at leve et forholdsvis tilbagetrukket liv i Kansas, hvor han dog stadig forsøgte at holde gang i hans prædikantvirksomhed. Dog blev hans holdninger på hans senere dag, mere og mere racistiske. Parham begyndte at udtrykke sympati for Ku Klux Klan, og endte med at mene at raceadskillelse havde bibelsk belæg.

William James Seymour

Parhams elev Willam James Seymour, skulle tage den bevægelse som Parham havde skabt, langt videre. Seymour var afroamerikaner, og søn af en tidligere slave. I det raceadskilte Texas, havde han ikke lov til at deltage i Parhams bibelskole, men fik lov til at lytte med til hans undervisning, gennem en halvt åben dør, Her hørte Seymour Parham tale Åndens gaver, Åndens dåb og Guds konkrete indgriben i menneskers liv.

Seymour blev kort derefter bedt om at være præst i en lille kirke i Los Angeles. Her begyndte også Seymour at prædike om tungetale, og Guds mirakler, hvilket ledte til at kirkens ledelse låste ham ude fra kirkerne. En del af menigheden, var dog blevet fanget at Seymours prædikener, og han fortsatte derfor med at holde møder hos et ægtepar fra menigheden på Bonnie Brae Street. Det var under møderne her, den 9 april 1906, at Seymour for først gang selv begyndte at tale i tunger, og flere medlemmer af kirken oplevede også at tale i tunger. Rygtet spredte sig, omkring disse fænomener i Bonnie Brae Street, og flere kristne begyndte at slutte sig til møderne. Til sidst kunne de ikke være i hjemmet, og endte med at leje en gammel kirke på Azusa Street.

Møderne fortsatte her, og de var oftest helt uplanlagte og spontane af natur. Folk sang i tunger, og faldt i Helligånden. Hvad der er værd at bemærke ved disse møder, er ikke alene de religiøse begivenheder der fandt sted, men også at den racemæssige sammensætning at menigheden var helt unik. Man havde her en afroamerikansk præst, som ledte en menighed og bevægelse som bestod af hvide amerikaner, latinoamerikaner, og folk for mange andre baggrund. Los Angeles havde muligvis en mere forskelligartet racemæssig sammensætning end nogen anden amerikansk by, og byen voksede hver måned, med omkring 3000 tilflyttere. Der var nok ikke mange andre byer i USA, hvor en menighed så forskelligartet som Azusa Street kunne eksisterer. Kirkens lederskab (ældsteråd) var race- og kønsmæssigt nogenlunde ligeligt fordel, hvilket var et særsyn i nogen kirke på det tidspunkt. Charles Parham kom også for at se denne bevægelse, startede af hans tidligere elev. Parham var chokeret ved at se den racemæssige sammenblanding, og forsøgte derefter, som beskrevet, uden held, at overtage lederskabet af Azusa Street. Parham udtalte sig derefter, konsekvent kritisk om Azusa Street og om Seymour, og kaldte begivenhederne ”a freak imitation of pentecost” og udtale at han blev ”sick to my stomach… to see white people imitating unintelligent, crude negrosism from the Southland, and laying it on the Holy Ghost”

Møderækken fortsatte, og pressen fik nys om hvad der skete på Azusa Street. Den 17 april 1907 skrev en rapporter fra Los Angeles Times, en kritisk artikel ved navn ”Weird Babel of Tongues”, med reference til mødernes fokus på at opnå tungetale. Dagen efter, den 18 april 1907 blev San Francisco ramt af det værste jordskælv i mandsminde. Stor dele af byen blev lagt ødelagt, og omkring 3000 mennesker døde. En hver nyhed om møderne på Azusa Street, og de fænomener som skete der, drukende i mediernes dækning af jordskælvet. En uafhængig prædikant ved navn Frank Bartleman, anså jordskælvet for at være et tegn fra Gud, om at folks skulle omvende sig. Dette budskab fik han trykt på omkring 150.000 løbesedler som blev delt ud i Los Angeles. I sammenhæng med de påståede mirakler som skete på Azusa Street, og løbesedlerne som blev del ud, steg antallet af deltagerne til møderne, og rundt regnet 1500 mennesker deltog løbende i møderne, som endte med at køre i døgndrift. I omkring 3 år fortsatte møderne på Azusa Street, og utallige præster og andre kirkelig ledere, deltog i dem. Seymour søsatte også en avis ved navn Apostolic Faith Mission, som omhandlede begivenhederne på Azusa Street. Den blev trykt i 50.000 eksemplar. Asuza Street var dog ikke uden racemæssige spændinger, og disse kom til udtryk ved at der var flere forsøg på at vælte Seymour som leder, og indsætte en hvid præst. Da dette ikke lykkedes, gik store dele af de hvide medlemmer af menigheden, og grundlagde deres egene kirker; de tog blandt andet listen over modtager af avisen Apostolic Faith Mission med dem, så Seymour ikke længere kunne sende nyheder ud omkring Azusa Street. Seymour blev dog inviteret rundt i USA, for at prædike i kirker som var sympatiske med hans synspunkter. På den måde blev budskabet om begivenhederne spredt ud over USA.

Andre sprog
العربية: خمسينية
azərbaycanca: Əllincilər
беларуская: Пяцідзясятніцтва
español: Pentecostalismo
français: Pentecôtisme
arpetan: Pentecoutismo
Gaeilge: Cincíseachas
Gàidhlig: Caingeiseachd
客家語/Hak-kâ-ngî: Ńg-sùn-chiet Yun-thung
Bahasa Indonesia: Gereja Pentakosta
italiano: Pentecostalismo
қазақша: Елуліктер
한국어: 오순절주의
lingála: Nzámbe-Malámu
لۊری شومالی: پنتاکوستالیسم
lietuvių: Sekmininkai
latviešu: Pentakosti
македонски: Пентекостализам
Mirandés: Pentecostalismo
Nederlands: Pinksterbeweging
norsk nynorsk: Pinserørsla
português: Pentecostalismo
română: Penticostalism
sicilianu: Pinticustalisimu
srpskohrvatski / српскохрватски: Pentekostalizam
Simple English: Pentecostalism
slovenčina: Letničné hnutie
slovenščina: Binkoštništvo
српски / srpski: Пентекостализам
Kiswahili: Wapentekoste
Türkçe: Pentikostalizm
українська: П'ятдесятництво
oʻzbekcha/ўзбекча: Pentecostallar
Tiếng Việt: Phong trào Ngũ Tuần