Militærkuppet i Chile

Bombningen af præsidentpaladset i Santiago foretaget af juntaens militære styrker 11. september 1973.

Militærkuppet i Chile den 11. september 1973 var en skelsættende begivenhed i Chiles historie, lige som det var en markant begivenhed i den kolde krig. Kuppet blev kulminationen på en længere periode med social og politisk uro i Chile, hvor det konservativt dominerede kongres stod i opposition til den socialistiske præsident Salvador Allende.[1] Samtidig førte USA økonomisk krig mod Chile på ordre fra USA's præsident Richard Nixon. Allende blev styrtet af styrker fra militæret og det nationale politi.[2]

Militæret afsatte den civile regering og etablerede en junta, som brutalt undertrykte venstreorienterede politiske aktiviteter, både inden- og udenrigs. Allendes hærchef, Augusto Pinochet, udråbtes til diktator i løbet af det første år efter kuppet; formelt set overtog han magten i slutningen af 1974.[3] USA's regering, der havde været med til at skabe grundlaget for kuppet, anerkendte straks junta-regeringen og støttede dens arbejde med at konsolidere magten.[4]

Under de luftangreb og jordbaserede angreb, der gik forud for kuppet, holdt Allende sin sidste tale, hvori han svor at forblive i præsidentpaladset og tog afstand fra tilbud om beskyttet afrejse, ifald han valgte at gå i eksil frem for konfrontationen.[5] Øjenvidneskildringer fra Allendes død fortæller samstemmende, at han tog sit eget liv i paladset.[6]

Forud for Pinochets diktatur havde Chile i årtier været hyldet som et fyrtårn for sit demokrati og sin politiske stabilitet i et Sydamerika, der var plaget af militærregeringer og caudillismo. Under Pinochet fandtes der en relativt svag oprørsk opposition i Chile mod Pinochets regime; denne opposition havde hovedsageligt rod i folk, der havde støttet Allende. Pinochet blev stødt fra magten i 1988 efter en folkeafstemning, der blev bakket op internationalt.

4. september 1970 til 11. september 1973

Den 4. september 1970 vandt Unidad Popular, UP (Folkefronten) præsidentvalget med 36,4% af stemmerne mod en splittet højrefløj. Folkefronten var en koalition bestående af seks forskellige venstrefløjspartier med Salvador Allende som præsidentkandidat.

Den 4. november tiltrådte Allende posten som Chiles præsident. I perioden frem til juli 1971 nationaliseredes vigtige virksomheder, som kul-, salpeter- og jernmalmminerne og kobberindustrien. Derudover inddragedes de store godsejeres jord. Før 1970 ejede kun 2,7 % af chilenerne 70% af jorden. Arbejderklassen og mellemklassen støttedes af lønstigninger samt større familietilskud og pensioner. Inflationsraten sænkedes gennem en priskontrol. I september 1971 nåede den årlige inflationsrate en absolut bundrekord på 17% (under Eduardo Frei, Chiles tidligere præsident, havde inflationsraten årligt ligget på omkring 35%). Den industrielle produktion nåede sit højeste niveau i hele Folkefrontens periode, pga. den stigende købekraft.

Til kommunalvalget i marts 1971 var vælgertilslutningen til Folkefronten steget med omkring 13%. Men samtidig begyndte højrefløjen sine modreaktioner mod regeringens politik. Fra midten af 1972 drejede chilensk politik sig i høj grad om hvilket udfald uenighederne med den mere og mere offensive højrefløj ville få. Inden-for Folkefronten var der megen uenighed om hvilken strategi, som skulle følges. Den venstrerevolutionære bevægelse, MIR, voksede frem. Sammen med IC, MAPU og venstrefløjen af SP stod MIR for en strategi, som gik ud på ikke at bremse udviklingen eller give efter for højrefløjens pres. Bl.a. fandt der en række fabriksbesættelser, jordovertagelser og boligbesættelser sted. CP og den højreorienterede del af SP, den del af partiet som Allende tilhørte, fulgte en strategi, som gik ud på at styrke det, som regeringen allerede havde vundet, og som også gik ud på at forsøge at splitte højrefløjen ved at lave aftaler med PDC og moderate militærfolk. Men mens splittelsen tog til i Folkefronten skærpedes alle dele af højrefløjen. Et af højrefløjens midler i offensiven mod regeringen var de såkaldte ”tomme gryders protester”. Overklassens kvinder demonstrerede sammen med deres tjenestefolk mod fødevaremanglen. Lønforhøjelsen, som i snit lå på 34%, havde fået købekraften til at vokse, men der var ikke kommet flere varer i butikkerne. USA's målrettede blokade for vigtig import til Chile udhulede vareudbuddet. Da forsyningskrisen i 1972 virkelig blev alvorlig, begyndte de velhavende systematisk at opkøbe og tømme butikker. Denne situation skabte grobund for sortbørshandelen, som ikke fulgte de priser Folkefronten havde lagt som maksimumpriser på levnedsmidler. På den måde steg fødevarepriserne i Chile uden at regeringen kunne kontrollere det.

I samme periode besattes en del fabrikker hvis ejere åbenlyst deltog i blokade-aktiviteter mod Folkefronten. MIR og andre venstreradikale og anarkistiske grupper støttede disse besættelser og deltog også. Helt anderledes var CU stærkt imod besættelserne, de ønskede at have kontrol over aktiviteterne og at kunne styre dem, og det kunne de ikke på denne måde.

Det første kupforsøg mod Folkefronten foregik d. 23. juni 1973, det mislykkes imidlertid da regeringstro grupper af militæret forhindrede det. Chiles forsvarsminister og øverstkommanderende i hæren, general Prats, blev myrdet af såkaldte ”ukendte” gerningsmænd, som sørgede for at hans efterfølger til posten som øverstkommanderende i hæren blev Augusto Pinochet.

Efter det første kupforsøg havde fundet sted, opfordrede MIR til at forberede en væbnet opstand som modsvar. Dette blev endnu en af mange uenigheder mellem MIR og CU. CU svarede igen med at lave en plakatkampagne, hvorpå der stod: Nej til vold fra venstre og højre!

I slutningen af juli 1973 indledte vognmændene endnu en strejke. Igen blev de, ligesom ved deres første langvarige strejke, støttet med ”strejkepenge” fra CIA, ”strejkepenge” som langt oversteg deres normale løn.

Salvador Allende reagerede på alt dette, med at udskrive valg, for at chilenerne selv skulle have muligheden for at beslutte om Folkefronten fortsat skulle danne regering. Oprindeligt blev datoen for valget fastsat til den 10. september 1973. Samtidig var militæret i gang med forberedelserne til kuppet den 11. september. Dette initiativ overraskede dem. De vidste at gennemførelsen af folkeafstemningen ville gøre det umuligt at retfærdiggøre kuppet. Derfor ringede Augusto Pinochet personligt til Allende og fik ham overtalt til at udsætte valget til senere på ugen, af sikkerhedsmæssige grunde, sagde han.

Tirsdag d.11. september 1973 fandt kuppet sted. I løbet af de foregående år havde Folkefronten påbegyndt opførelsen af 100.000 billige boliger til landets mange hjemløse, de havde gennemført et omfattende gratis sundhedssystem for alle, de havde sat en alfabetiseringskampagne i gang. De havde indført uddeling af en halv liter gratis mælk dagligt til alle børn under 15 år. 1,8 millioner børn fik hver dag tildelt gratis morgenmad og 680.000 børn fik tildelt middagsmad. Resultatet af disse initiativer var bl.a. at børnedødeligheden faldt med omkring 20%. Arbejdsløsheden var faldet fra 8,3 til 3,8 %, lønnen var steget med omkring 34%, industriproduktionen var steget med 12% og inflationsraten var gået tilbage fra 34,9 til 22%.

Andre sprog
Bahasa Indonesia: Kudeta Chili 1973
srpskohrvatski / српскохрватски: Državni udar u Čileu 1973