Manchuere

Hūrca Baturu Janggimboo, en af Qianlongkejserens livvagter (1760).

Manchuerne er et tungusisk folk i Manchuriet i den nordøstlige del af det nuværende Kina. De udgør omkring 10 millioner mennesker (år 2000). Det traditionelle sprog er manchuisk, men det benyttes kun af et fåtal. Manchuerne besejrede i 1600-tallet Ming-dynastiet, tog magten over Kina og indførte Qing-dynastiet i 1644. Det bestod til Xinhai-revolutionen i 1911 som styrtede kejserdømmmet.

Manchuerne var blandt de oprindelige indbyggere i Manchuriet og tilhører den manchuu-tungusiske gren af den altaiske folke- og sprogstamme. Manchusproget var under Qing-dynastiet hoffets og den højere administration officielle sprog i det kejserlige Kina og måtte som sådant læres af alle embedsmænd. Manchuerne betragtede det tungusiske jurchenfolk som sine ældste forfædre, som kineserne kalder nüzhen. Efter kinesiske kilder boede de i begyndelsen af 900-tallet mellem floderne Amur i nord og Sungari i vest, og var da underlagt khitanerne, som antagelig også var af tungusisk herkomst.

I 1114 gjorde jurchen-folket sig uafhængige og erobrede under deres høvding Aguda og hans dynasti, «Jin» , efterhånden hele det store khitanrige (hele det østlige Centralasien og en del af det nordlige Kina) samt andre dele af Kina, med selve hovedstaden Nanjing (nu Beijing). Men efter Djengis Khan erobrede Kina (1215), vendte hans efterfølgere mod jurchen-folket. Jin-dynastiet blev styrtet (1234), og jurchenstammerne blev trængt nordover til Liaodong, i den sydlige del af det senere Manchuriet.

I begyndelsen af 1600-tallet var der en høvding, Nurhaci, manchuernes nationalhelt, som forenede flere andre beslægtede stammer under det fælles navn manchu og gjorde sig i 1616 uafhængig af Ming-dynastiet i Kina. Hans efterfølgere indtog Beijing i 1644 og gjorde syvårige Shunzi til kejser. Efter kort tid var hele det kinesiske rige erobret af manchuernes dynasti Qing, som bestod til 1911.

Traditionelt var manchuerne for det meste et bofast, landbrugs- og håndværksorienteret folk. De gik over til buddhismen. Kun nogle få nordlige stammer, soloner, daurer og andre, som imidlertid nærmere er tunguser, holdt fast ved deres gamle shamanisme og nomadiske leveform. I militær henseende var manchuerne inddelt i De otte bannere.

Efter revolutionen i 1911 mistede manchuerne deres særstilling som priviligeret gruppe og blev udsat for et hårdt assimilationstryk. De er regnet med i Folkerepublikken Kina som en offentlig anerkendt national minoritet.

Litteratur

  • Elliott, Mark C. The Manchu Way: The Eight Banners and Ethnic Identity in Late Imperial China. Stanford, CA: Stanford University Press, 2001.
  • Rhoads, Edward J. M. Manchus & Han: Ethnic Relations and Political Power in Late Qing and Early Republican China, 1861-1928. Seattle, WA: University of Washington Press, 2000.
Andre sprog
Afrikaans: Mantsjoes
aragonés: Manchús
العربية: مانشو (قومية)
azərbaycanca: Mancurlar
تۆرکجه: مانجور‌لار
беларуская: Маньчжуры
български: Манджури
català: Manxús
Mìng-dĕ̤ng-ngṳ̄: Muāng-cŭk
čeština: Mandžuové
Deutsch: Mandschu
dolnoserbski: Mandžu (lud)
Ελληνικά: Μαντσού
English: Manchu people
Esperanto: Manĉuroj
español: Manchú
eesti: Mandžud
euskara: Mantxu
فارسی: منچو
suomi: Mantšut
français: Mandchous
Gaeilge: Manchúraigh
galego: Pobo manchú
客家語/Hak-kâ-ngî: Mân-chû-chhu̍k
हिन्दी: मांचु लोग
hrvatski: Mandžurci
magyar: Mandzsuk
հայերեն: Մանջուրներ
Bahasa Indonesia: Suku Manchu
italiano: Manciù
日本語: 満州民族
Basa Jawa: Wong Manchu
қазақша: Маньчжурлар
한국어: 만주족
Кыргызча: Манжурлар
lietuvių: Mandžiūrai
latviešu: Mandžūri
Bahasa Melayu: Orang Manchu
नेपाली: मन्जु
Nederlands: Mantsjoes
norsk nynorsk: Mandsjuar
norsk: Mandsjuer
ਪੰਜਾਬੀ: ਮਾਂਛੂ ਲੋਕ
polski: Mandżurowie
پنجابی: مانچو
português: Manchus
русский: Маньчжуры
srpskohrvatski / српскохрватски: Mandžurci
Simple English: Manchu
slovenčina: Mandžuovia
српски / srpski: Mandžurci
svenska: Manchuer
ślůnski: Mandżury
Türkçe: Mançular
ئۇيغۇرچە / Uyghurche: مانجۇ مىللىتى
українська: Маньчжури
Tiếng Việt: Người Mãn
吴语: 满族
中文: 满族
文言: 滿洲族
Bân-lâm-gú: Boán-chiu-cho̍k
粵語: 滿族