Løsgænger

Denne artikel handler om det politiske begreb. For den tidligere straffelovsregel, se løsgængeri.

En løsgænger, partiløs eller frigænger er en folkevalgt, der står uden for partierne, dvs. ikke indgår i en partigruppe.

Normalt bliver man løsgænger ved at melde sig ud af eller blive ekskluderet fra sit parti i løbet af valgperioden. Den hidtil eneste, der er blevet valgt ind i Folketinget som løsgænger efter Grundloven af 1953, er Jacob Haugaard ved folketingsvalget i 1994[1] – bortset fra Hans Schmidt, der ved valget i 1953 teknisk set blev valgt ind som løsgænger, selvom han reelt repræsenterede Slesvigsk Parti.

Løsgængere forekommer hyppigere i kommunalpolitik end i Folketinget, bl.a. fordi partiapparaterne spiller en stor rolle for sekretær- og ekspertbistand til folketingsmedlemmerne, og det stiller store krav til det enkelte medlem at skulle favne alle politiske fagområder.

Officielt hedder det ikke om en folkevalgt, at han er løsgænger, men at han står uden for partierne, i Folketinget forkortet UFG (uden for (folketings)grupperne). Betegnelsen løsgænger er egentlig humoristisk ment, da en løsgænger oprindeligt var betegnelsen for en person uden fast bopæl eller erhverv (vagabonder og prostituerede). Løsgængeri var tidligere strafbart.

I Europa-Parlamentet er der en række løsgængere, som nok er medlem af et nationalt parti, men som ikke har fundet sammen med andre parlamentarikere i en gruppe.

Andre sprog
العربية: مستقل (سياسة)
azərbaycanca: Partiyasız
Deutsch: Parteiloser
français: Sans étiquette
客家語/Hak-kâ-ngî: Mò-tóng-sit
Bahasa Indonesia: Independen (politikus)
日本語: 無所属
한국어: 무소속
монгол: Бие даагч
मराठी: अपक्ष
Bahasa Melayu: Bebas (ahli politik)
Nederlands: Onafhankelijken
srpskohrvatski / српскохрватски: Nezavisni (politika)
Simple English: Independent (politician)
slovenčina: Nezávislý politik
svenska: Partilös
中文: 無黨籍
Bân-lâm-gú: Bû-tóng-che̍k
粵語: 獨立人士