Fritz Sauckel, egentlig Ernst Friedrich Christoph Sauckel (27. oktober 1894 i Haßfurt ved Schweinfurt i Bayern i Tyskland - 16. oktober 1946 i Nürnberg) var en tysk nationalsocialistisk politiker. Han var gauleiter i Thüringen 1927-1945, medlem af den tyske rigsdag i 1933. Han havde æresgraden Obergruppenführer i SA og SS. Fra 1942 var han i Berlin som arbejdsminister og leder for arbejdsprogrammet med slavearbejdere. Han blev dødsdømt og henrettet ved Nürnbergprocessen.