Eksistentialisme

Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Eksistentialisme er en filosofisk retning, som sætter individet og dets eksistens i centrum. Som eksistentialist tror man på, at eksistensen går forud for essensen. Det omvendte af eksistentialisme er essentialisme. Her tror man på, at essensen går forud for eksistensen. Man tror altså, at der er en mening med livet, før man lever det. Ofte bestemt af en Gud. Tanken om at eksistensen går forud sætter derimod individet i centrum. Kort fortalt er eksistentialismen troen på, at mennesket skaber sin egen tilværelse, altså sin egen eksistens og identitet, igennem valg og handling. Eksistentialisterne betragter mennesker som subjekter i et ligegyldigt, dobbelttydigt og absurd univers, hvor ingen mening er givet. Meningen med tilværelsen kan kun skabes som følge af de valg, vi træffer. Denne mening er til hver en tid subjektiv og ofte midlertidig og ustabil. Det forhold, at der ikke eksisterer en objektiv sandhed eller mening med livet, gør folk bange og angste. Den eneste måde at overvinde den angst på er ved at vælge, da man dermed skaber mening med sin tilværelse.

Eksistentialisme er en forholdsvis moderne tankegang, der af mange anses for at være grundlagt af den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard (1813-1855), men den slår først igennem som egentlig filosofisk retning i tiden mellem de to verdenskrige og i efterkrigsårene. Den moderne eksistentialisme grundlægges af den franske filosof, digter og forfatter Jean-Paul Sartre (1905-1980). Eksistentialismen er med dens fokus på eksistentielle grundprincipper såsom angst, meningsløshed og død er blevet kendt for betoningen af det eksistentialistiske aspekt af tilværelsen, hvilket for alvor fik opmærksomhed i og efter slutningen af 2. Verdenskrig. Det er vanskeligt at komme med en præcis definition af eksistensfilosofi, hvilket bl.a. skyldes, at eksistensfilosofferne har repræsenteret vidt forskelligartede og indbyrdes afvigende synspunkter og stadig gør det i dag. Eksempelvis var nogle eksistensfilosoffer religiøst orienterede, hvoraf kan nævnes Søren Kierkegaard og Gabriel Marcel, mens andre såsom Jean-Paul Sartre og Friedrich Nietzsche var selverklærede ateister. På trods af de mange uoverensstemmelser var de optagede af en række fælles problemstillinger som fx menneskets frihed og vores forhold til døden.

Som strømning har eksistentialismen haft stor indflydelse på det 20. århundrede. Denne nye tilgang til mennesket og dets forhold til omverdenen har påvirket både litteratur, videnskab og filosofi. Mødet mellem Husserls fænomenologi og eksistentialismen har f.eks. affødt den eksistentielle fænomenologi, som både Sartre, Heidegger og Merleau-Ponty har bidraget til udviklingen af.[1] Mange af postmodernismens træk, som fx fornægtelsen af universelle sandheder, er også grundlæggende eksistentialistiske begreber. Eksistentialisme er en udpræget individualistisk filosofi, som sætter subjektet (mennesket) i centrum. I modsætning til tidlige tiders samfundsfilosofier, som tager udgangspunkt i fællesskabet og selvopofrelsen for dette, handler eksistentialisme om, at enhver må træffe sine egne valg og nå til sin egen erkendelse.

Eksistentialisme

Eksistentialismen beskæftiger sig med en række grundlæggende begreber som angst, frihed, identitet, ansvar, valg, og den menneskelige bevidsthed om både eksistens og død. Alle disse begreber, hævder eksistentialisterne, er basis for den menneskelige eksistens, og kan ikke forklares ud fra en naturvidenskabelig tilgangsvinkel eller andre tilgangsvinkler, hvor man forsøger at forklare begreberne ud fra en distanceret anskuelsesform.

Det handler om at træffe valg og tage ansvar for disse. Tilværelsen kan ikke forklares ud fra en teori, eller indordnes under et system. Tilværelsen er til hver en tid uafsluttet og uden universel mening. Når der ikke er noget foruddefineret mål med livet, bliver alle situationer til et individuelt valg. Erkendelsen af, at der ingen mening er med tilværelsen, medfører, siger eksistentialisterne, stor usikkerhed og angst. Den eneste måde at overkomme angsten og meningsløsheden på, er at træffe valg. Kun igennem valg og handling kan tilværelsen give mening – men kun for den enkelte. Hvert valg er med til at skabe og forme ens eksistens og identitet. Det er således op til den enkelte at skabe sit liv ud fra, hvad der er sandt for vedkommende. Man er selv ansvarlig for hvert et valg, man tager; et forkert valg er kun din egen skyld. Hverken ens opvækst, samfundsforholdene eller andre ydre ting kan bære skylden for dine valg.

Det frie valg

Skitse af Sartre tegnet for New York Times af Reginald Gray, 1965.

Det, eksistentialisterne bl.a. gjorde oprør imod, var tanken om, at "menneskelig natur" var noget, der afhang af ens " essens" (biologiske egenskaber, miljø, arv og andre lignende forhold, man traditionelt har ment kunne forklare, hvorfor et menneske handlede, som det gjorde). Kierkegaard nægtede for, at man overhovedet kan tale om en "menneskelig natur" som et begreb, der kan fastslå, hvordan et menneske vil opføre sig eller være.

Sartres analyse i hovedværket Væren og intet er i hovedsag et tilsvar til Heideggers Væren og tid. I kontrast til Heidegger koncentrerer Sartre sig om frihed og ansvar i en moralsk sammenhæng. Ifølge Edmund Husserl er tingene kun noget i kraft af, at de registreres af vor bevidsthed. Sartre vil derimod vise, hvordan tingene eksisterer uafhængigt af vores bevidsthed og hensigter. Han viser til Hegel, der så tingenes egenskaber som noget an sich (i sig selv). For Hegel var virkeligheden derfor meningsfuld i sig selv. For Sartre er virkeligheden derimod "absurd" i sin meningsløshed, der tårner sig tæt og uigennemtrængelig op foran os i en ubestemmelig stoflighed. Virkeligheden er for Sartre noget, der ikke har et forhold til sig selv (ligesom et grantræ ikke er et grantræ for et andet grantræ). Tingene får først mening ved at indgå i vore projekter. [2]

Ifølge Sartre "eksisterer" mennesket og udvikler seg ustandseligt, mens tingene kun "er". Form og mening får de ud fra de projekter, de indgår i. Tingenes væremåde beskrives som et en-soi (i sig selv); mens menneskets bevidsthed beskrives som et pour-soi (for sig), for ifølge Sartre er vores bevidsthed i sig selv intet, men er kun til som den aktivitet, tingene viser sig for, når vi betragter og bestemmer dem. Vor bevidsthed eksisterer kun i denne bestemmende aktivitet, og behøver det, den er bevidst om, for i det hele taget at eksistere. Klarer vi ikke at genkende tingene omkring os, så virkeligheden overmander os, og alt flyder sammen til en grød, oplever vi angiveligt kvalme, en grænseerfaring beskrevet i bogen Kvalmen fra 1938. En anden grænseerfaring kan være angst. Men samtidig beskrev Sartre også "bevidsthedens tilintetgørende kraft", som hos personen, der leder efter sin ven Pierre på en kafé. Alle de andre på kaféen bliver på et vis usynlige, bortset fra dem, der muligens kan vise sig at være Pierre. Ja, selv kaféen forsvinder nærmest for tilskuerens blik, der kun søger Pierre. Det er altså menneskets væremåde, der indfører et "intet" i virkeligheden. Negation er indført af mennesket og vore projekter. [3]

I sidste instans er det friheden, som giver livet mening. Men denne frihed kan tabes, hvis vi overlader valgene til andre: Konfirmerer os uden at stille spørgsmål ved det, eller sætter børn i verden, med begrundelsen "for det skal man da" - dette normgivende "man", som Heidegger kaldte das Man. Sartre omdøber det til mauvaise foi (dårlig tro), hvorved man havner i en rolle, man mærker - eller indbilder sig - der forventes af en. At bryde ud af et mønster kan komme med store personlige omkostninger. Problemet forstærkes af den måde, vores bevidsthed fungerer på. "Bevidsthedens tilintetgørende kraft" prøver altid at forvandle andre til noget, der kan indgå i dens planer. Andre mennesker forvandles derved til objekter. Der er tale om menneskets særlige "blik": "Helvede, det er de andre." [4] Dette "blik" [5] prøver hele tiden at fastholde andre i forhold til deres tidligere handlinger, som en måde at skaffe sig et overblik ved kategorisering af omverdenen. I Væren og intet har Sartre ikke udarbejdet nogen etik; men i sidste afsnit antydes en morallære ud fra et princip om at handle, så de andres frihed også respekteres. Politisk bør man tilstræbe et samfund, hvor den enkeltes frihed sikres bedst muligt. [6]

Sartre kritiserede psykoanalysen, fordi den prøver at forklare mennesket ud fra dets driftsliv. Han stod fast på, at mennesket ikke er underlagt sine drifter, men står helt frit, og derfor må tage ansvar for sine handlinger. Man kan ikke beskrive en person som "god på bunden", hvis han stadig vælger at gøre onde handlinger. Men hele livet er vi undervejs og i udvikling, og kan derfor kun bedømmes ud fra de valg, vi er i færd med at tage - ikke dem, vi tidligere har taget. [7] I 1946 holdt Sartre sin tale "Eksistentialismen er en humanisme"; men Bernhard-Henri Levy bruger overskriften: "Eksistentialismen er en anti-humanisme." For virkeligheden, der trænger sig kvalmende ind på subjektet og understreger, at det er radikalt anderledes, gør også Sartre "vildt forelsket i tingene og samtidig rædselsslagen for dem, og næsten endnu mere fascineret af deres "charme" og "frygtelighed", end fascineret af andre mennesker". [8]

Simone de Beauvoir og Sartre sammen med Che GuevaraCuba i 1960.

"Eksistens kommer før essens," som Sartre udtrykte det. Det skal forstås helt bogstaveligt; eksistens kommer, ifølge Sartre, kronologisk før essens. Intet individ har en foruddefineret essens – kun den, man selv skaber. Sartre fornægter enhver eksistens af en gud eller andre determinerende principper. Der er ikke noget, der forudbestemmer en persons karakter. Mennesker er frie til at vælge. Selv hvis et individ mener, at vedkommende har en essens, fx i form af en sjæl, rationalitet eller ens psykologiske træk, så er den essens resultatet af et valg, vedkommende selv tager, og ikke noget foruddefineret.

Alt det, som kommer efter eksistensen, de "essentielle egenskaber", kan ikke bruges som en undskyldning for ikke at tage ansvar for sin egen eksistens eller handlinger. Sartre skrev, at mennesket er "dømt til frihed". Han anser det, at vi har et valg, og er bevidste om, at vi selv træffer vores valg, som en tung byrde, alle mennesker bærer. Ens handlinger og valg kan ikke undskyldes med essentialisme; der eksisterer ikke en menneskelig natur, der kan retfærdiggøre ens valg. Der eksisterer ikke nogen form for skæbne, hverken direkte eller indirekte.

De to verdenskrige afslørede, at menneskelig ondskab ikke alene kunne forklares ved misforhold i samfundet, eller forhold i ens opvækst og opdragelse. Blandt andet dette forhold var med til at give eksistentialismen en opblomstring i mellem- og efterkrigsårene. Under Nürnbergprocessen brugte mange anklagede det argument, at de bare parerede ordre, og derfor ikke kunne stå til ansvar for konsekvenserne af deres handlinger. Dette argument blev afvist ud fra den eksistentialistiske holdning, at en hver til hver en tid er ansvarlig for sine handlinger, og altid har et valg. Det er lige så slemt ikke at handle, og man er lige så ansvarlig for det valg, man ikke tager. Også selvom man ikke er bevidst om valget. Det ligger i den eksistentialistiske tanke, at en pacifist, der ikke tager stilling, og derfor ikke handler, er lige så skyldig i en kriminel handling, som gerningsmanden er det.

Eksistentialismens opgør med rationalismen

Eksistentialismen er på den baggrund fundamentalt uenig med både rationalismen og positivismen. Rationalismens ide om, at mennesket generelt er en rationelt og vidende skabning, der anskuer verden ud fra en objektiv, videnskabelig vinkel, og som træffer sine beslutninger baseret på rationelle beslutninger, forkastes fuldstændig af eksistentialisterne. Det samme gør ideen om, at menneskets opførsel kan forudbestemmes ud fra essensen. Eksistentialisterne er modstandere af at man overfører den naturvidenskabelige positivisme og rationalitet til filosofien og psykologien. Eksistentialisterne forkaster også rationalisternes definition af væren, som et rationelt princip eller de mest generelle principper, som alle levende væsner har til fælles. Væren kan kun forstås i relation til de førnævnte begreber som angst, frihed, valg og identitet. Det giver ingen mening at tale om væren uden at se den i sammenhæng med disse begreber.

Andre sprog
Afrikaans: Eksistensialisme
Alemannisch: Existenzialismus
አማርኛ: ኅልውነት
العربية: وجودية
مصرى: وجوديه
asturianu: Esistencialismu
azərbaycanca: Ekzistensializm
башҡортса: Экзистенциализм
беларуская: Экзістэнцыялізм
беларуская (тарашкевіца)‎: Экзыстэнцыялізм
čeština: Existencialismus
Cymraeg: Dirfodaeth
Zazaki: Estbiyayenı
Ελληνικά: Υπαρξισμός
Esperanto: Ekzistadismo
español: Existencialismo
français: Existentialisme
Gaeilge: Eiseachas
贛語: 存在主義
interlingua: Existentialismo
Bahasa Indonesia: Eksistensialisme
íslenska: Tilvistarstefna
italiano: Esistenzialismo
日本語: 実存主義
la .lojban.: zatsi'o
한국어: 실존주의
Bahasa Melayu: Eksistensialisme
Nederlands: Existentialisme
norsk nynorsk: Eksistensialisme
ਪੰਜਾਬੀ: ਅਸਤਿਤਵਵਾਦ
português: Existencialismo
română: Existențialism
srpskohrvatski / српскохрватски: Egzistencijalizam
Simple English: Existentialism
slovenčina: Existencializmus
slovenščina: Eksistencializem
српски / srpski: Egzistencijalizam
Türkçe: Varoluşçuluk
українська: Екзистенціалізм
اردو: موجودیت
oʻzbekcha/ўзбекча: Ekzistensializm
Tiếng Việt: Chủ nghĩa hiện sinh
中文: 存在主义
Bân-lâm-gú: Chûn-chāi-chú-gī
粵語: 存在主義