Den guddommelige Komedie

Førstetrykket af Komedien, Foligno 1472, s. 1
Comencia la Comedia, 1472.

La Divina Commedia (Den Guddommelige Komedie) er det berømteste værk af den florentinske digter Dante Alighieri fra tiden mellem middelalder og renæssance. Han fortæller om en rejse mod det hinsidige med sig selv som hovedperson.

Komediens historie

Paradiset som det skildres i Den guddommelige komedie, af Gustave Doré.
Paradiset, af Doré.
Paradiset, af Doré.

Man regner med, at det tog Dante mindst 16 år at skrive værket Comedía (= Komedie). Der uvist, om navnet skal forstås som genrebetegnelse eller titel. Udtrykket optræder to gange i Inferno-delen og ikke siden. Comedía kan idag virke misvisende, da der ikke forekommer latter eller humor i digtet. I klassisk græsk forståelse var en komedie dog ethvert teaterstykke med en lykkelig ende, og i middelalderens Italien også en historie eller det digt med en lykkelig slutning. Dante kaldte det "komedie" simpelthen fordi det endte godt, i Himlen hos Gud. Dertil er dets stil ikke er ophøjet som i en klassisk tragedie, men blandet med talesprog. Desuden er fortællingen en komedie, fordi den er skrevet på italiensk og ikke på latin, som var middelalderens litteratursprog om alvorlige emner som religion. Komedier var skrevet for folket og handlede både om det hinsides og om dagliglivet. Dantes digt er beslægtet med Boccaccios løsslupne folkelige fortællinger, og Boccaccio var den første, der holdt forelæsninger over komedien i 1373. Chaucer læste den også på sine to rejser til Italien i 1372 og 1378. En grund til, at Dante og Shakespeare kom til at stå lavt i kurs i oplysningstiden og humanismen, er brutaliteten i deres værker; de blev regnet som rå og vulgære. Først i slutningen af 1700-tallet satte man pris på disse egenskaber igen; i romantikernes øjne var brutalitet forbundet med det ægte og oprindelige. I Paradis-delen omtaler Dante selv værket som il poema sacro ("det hellige digt"). Ordet divina blev først tilføjet på titelbladet i en venetiansk udgave fra 1555. [1]

Dante er både auctor (forfatter) og actor (aktør/skuespiller/person) i sit digt, og La Divina Commedia er den første europæiske jeg-roman. Læseren tages med på en rejse hinsides livet og virkeligheden. Fortællingen foregår i 1300, hvor Dante gennemrejser de tre dødsriger ved hjælp af tre vejvisere: den romerske digter Vergil; Dantes elskede, Beatrice; og den religiøse reformator Skt. Bernhard af Clairvaux. Valget af Vergil som mentor viser Dantes stolthed over sit eget angivelige romerblod. Vergil var kejser Augustus' hof-ideolog, og Dante tænkte sig kejseren som en fredsstifter (pax romana). Dante er en politisk forkynder på jagt efter en tilsvarende fredsfyrste, som kan samle de italienske bystater til en helhed og få en ende på borgerkrigene, sådan som Augustus lykkedes med i Rom. Dante oplevede sit hjemland som Romerrigets forrevne rester, der burde samles igjen. Han var skeptisk til pavens formåen til det; for på den tid, da komedien blev skrevet, var pavehoffet flyttet til Avignon. Italiens samling var for ham en genoprettelse af Augustus' verdensrige. Efter Dantes mening finder den enkelte sig selv først i fællesskab med andre; "synd" er først og fremmest en forbrydelse mod fællesskabet, og Helvede stedet, hvor den enkelte kun søger sit eget. På hans tid fandtes der ikke noget skille mellem "religion" og "politik". Først med Machiavelli blev "politik" noget, der var uafhængigt af teologiske begrundelser. Helvede er "smertens by". [2]

Bogen er i tre dele: Helvede (Inferno), Skærsilden (Purgatorio: renselsessted) og Paradiset (Paradiso). Dante finder til sidst vejen gennem dødsriget frem til Guds åsyn.

Iflg. Dante er Skærsilden et bjerg modsat Jerusalem, dvs. på den sydlige halvkugle. Det forestiller han sig skabt, da Lucifer ramte Jorden og skabte Helvede. Skærsilden består af syv terrasser på bjerget, som hver tjener til renselse af de Syv Dødssynder (Fråseri, Gerrighed, Hovmod, Misundelse, Dovenskab, Vellyst og Vrede). Ild er der kun øverst, hvor de bodfærdige renser sig for Vellyst. På vejen op ad bjerget møder Dante dignitarer, som skal renses, inden de kommer til Himlen (Paradiso).

La Divina Commedia er sin tids vigtigste italienske litterære værk og et højdepunkt i verdenslitteraturen. Dantes poema sacro, (som han sagde, at "både Himmel og Helvede har bidraget til") er litteratur i ordets sande betydning. Digteren har med dybsindig forestillingsevne skabt en poesi, som til hver en tid er både "universel" og "personlig". La Divina Commedia er ikke alene en politisk og religiøs manifestation af Dante, men også af den sene middelalder. Dens budskab, som bliver bragt i en velkomponeret og gennemtænkt form, rækker sig mod alle tider og mennesker, som et af de vigtigste eksempler på middelalderens verdensbillede, moral og ypperligste digtekunst. Når der i slutningen af 1300-tallet blev forelæst over Dantes digt i Firenze, Pisa, Pistoia, Siena og Verona, var grunden, at komedien blev opfattet som den reneste encyklopædi over dyder, laster, synder og lidenskaber. Han repræsenterede en ny slags lærdom, idet han ingen gejstlig stilling havde, som ellers de fleste middelalderlige skribenter. Hans lærdom var af verdslig art; han kendte sin tids astronomi, geografi, kosmologi og optik, og trak det alt sammen ind i digtet. Hans overlegenhed over alle samtidens digtere spejlede efter hjembyens mening Firenzes overlegenhed over de andre bystater. I klassicismens storhedstid i 1600-tallet oversatte en jesuit komedien til latin, så den ikke helt skulle gå i glemmebogen; og filologer rekonstruerede det italienske volgare (talesprog) ved at leksikalisere hans rige toskanske ordforråd. På samme vis som engelsk sprog blev Shakespeares engelsk, tog italiensk sprog udgangspunkt i Dantes toskansk. Til litterært brug har italiensk været nærmest uændret de sidste 600 år. [3]

Men i 2012 har den radikale italienske menneskerettighedsorganisation Gherush 92 kaldt Dantes værk racistisk, islamofobisk og antisemitisk og sagt, at det bør fjernes fra skolernes pensum.[4]

Andre sprog
Alemannisch: Göttliche Komödie
aragonés: A Divina Comedia
azərbaycanca: İlahi Komediya
беларуская: Боская камедыя
беларуская (тарашкевіца)‎: Боская камэдыя
brezhoneg: Divina Commedia
čeština: Božská komedie
Ελληνικά: Θεία Κωμωδία
English: Divine Comedy
español: Divina comedia
فارسی: کمدی الهی
français: Divine Comédie
interlingua: Divin Comedia
Bahasa Indonesia: Divina Commedia
italiano: Divina Commedia
日本語: 神曲
한국어: 신곡
lumbaart: Divina Cumedia
Plattdüütsch: Göttliche Komödie
Piemontèis: Divin-a Comedia
português: Divina Comédia
rumantsch: Divina Commedia
română: Divina Comedie
sicilianu: Divina Cummedia
srpskohrvatski / српскохрватски: Divina Commedia
Simple English: The Divine Comedy
slovenčina: Božská komédia
slovenščina: Božanska komedija
Kiswahili: Divina Commedia
Türkmençe: Ylahy komediýa
Türkçe: İlahi Komedya
Tiếng Việt: Thần khúc
中文: 神曲
Bân-lâm-gú: Sîn-khiok
粵語: 神曲